Prag - Berlin

Sidste destination. Sidste skridt. Berlin.

Ved naermere eftertanke er det maaske et ganske symbolsk valg fra min side at vaelge Berlin som mit sidste stop. Jeg var her for nasten praecist et aar siden ogsaa. I en tid der var domineret af kaos og svaere valg; noget mit liv generelt synes at besidde en del af. Maaske kan jeg bedre lide kaos, maaske kan jeg bedre lide disharmonier og graelle klange. Som Tom Kristensen ville have sagt. Maaske frygter jeg roen fordi jeg frygter stilstand, jeg frygter rutiner og dagligdag og ensformighed. Det jeg frygter er at blive akkurat ligesaa menneskelig som alt der omgiver mig, at lulle mig selv i soevn og foerst vaagne naar det er for sent. Og hver gang mit liv begynder at falde til ro rusker jeg op i det, fordi jeg elsker at destruere, jeg elsker at oedelaegge de sandslotte jeg har brugt saa lang tid paa at bygge.
Men mest af alt frygter jeg, at jeg kun bygger sandslottene for at kunne smadre dem igen.

Maaske er alle mine jordskaelv endelig blevet for meget, maaske er mit indre hav lidt for oproersk. Jeg ved det ikke. Jeg kan kun blive ved med at stille mig selv de spoergsmaal, og haabe paa at de en dag vil svare sig selv.

Jeg sidder her og kigger tilbage paa mit liv. Det virker ganske gruvaekkende at taenke paa, at dette i virkeligheden kun er begyndelsen.
Jeg taenker paa hvor jeg var, fem aar tilbage. Omgivet af lidt for hvide vaegge, lidt for opalgroenne doere, lidt for steriltlugtende sengetoej. Lidt for meget af den samme syntetiske mad. Alt for mange farvede piller.
Hvem skulle have troet, at jeg ville sidde her i dag?

Aerlig talt, saa havde jeg selv mistet troen dengang.

Men jeg har genfundet den. Troen. Jeg tror. Jeg haaber. Altid.
Og jeg kaemper. Jeg kaemper mere end folk overhovedet kan forstaa. Selv naar det ser ud til at jeg har givet op, kaemper jeg.


Jeg er doemt til altid at foele mig svag, ogsaa selvom jeg er blevet saa uendeligt meget staerkere.



Men i det mindste ved jeg, at jeg inderst inde er langt staerkere end jeg nogensinde havde troet muligt.


Det har denne rejse i saerdeleshed laert mig. Jeg vil aldrig nogensinde igen lade nogen fortaelle mig, at jeg ikke vil opnaa noget.


Jeg har opnaaet meget.


Ditte