Berlin.

Der kommer formentlig ikke ret mange blogs fra mig fra nu af. Min rejse alene slutter i dag.
Jeg har vaeret alene i 20 dage, det foeles som en evighed, og det foeles som et oejeblik. Jeg glaeder mig til det er slut, og jeg savner det allerede.

Jeg maa indroemme at jeg ikke rigtig har nogen konklusioner. Det har vaeret en fantastisk og utrolig tur, og jeg har laert en masse. Jeg finder nok foerst ud af det egentlige omfang af min laerdom, naar jeg kommer hjem igen.

Jeg vil dog gerne lige sige tak til nogle af de personer jeg har moedt paa min vej... Dem allesammen, men det bliver lidt for langt at naevne. Derfor bliver det en speciel tak til tre personer:
Jenna - Fordi du aabnede dit hjerte og lod mig aabne mit, fordi du forstod mig saa godt, fordi vi var saa ens og alligevel saa forskellige. Fordi du gav mig noget virkelig vigtigt, og fordi det var skaebnen at jeg ville moede dig. Fordi du er reinkarnationen af Tolstoj!
Francesca og Caroline (+ familie)- Tak for jeres varme, jeres godhed, jeres overskud, tak for at aabne jeres hjem for mig. Det er ikke tit man moeder mennesker som jer.

Og ja... TAK til alle de andre mennesker jeg har moedt, der har givet mig deres venskab.
Jeg kommer i hvert fald ikke tomhaendet hjem paa den front.


Jeg vil helt klart anbefale andre at goere det her. Og i skal ikke vaere bange for at goere det alene. Man er aldrig fuldstaendig alene.